De lande, som har underskrevet FNs klimakonvention fra 1992, UNFCCC (se denne), afholder hvert år en klimakonference, benævnt Conference on Parties, forkortet COP. Denne årlige konference er det øverste organ i FN’s klimaforhandlinger – og det er på disse konferencer, man vedtager de beslutninger, som så skal udmøntes i planer og aftaler. COP’en varer som regel ca. 14 dage og alle lande, der har underskrevet Klimakonventionen, er repræsenterede. Typisk deltager flere tusinde delegerede fra medlemslandenes regeringer, observatørorganisationer, journalister samt erhvervs- og civilsamfundsrepræsentanter.
I 2009 afholdtes COP i København; 2010 i Cancun; 2011 i Durban; 2012 i Doha; 2013 i Warszawa; 2014 i Lima; 2015 i Paris; 2016 i Marrakesh; 2017 i Bonn og 2018 i Katowice. Det er stærkt omdiskuteret, hvilken betydning de årlige klimakonferencer har. Karakteristisk for det generelle COP-forløb er den markante inerti i beslutningsprocessen. F.eks. blev beslutningen på COP15 i København, ’The Copenhagen Accord’ først præciseret i egentlige beslutninger på COP 16 i Cancun (’Den balancerede pakke’) – og de sværeste punkter i akkorden blev udskudt til COP 17 i Durban, f.eks. CO2-målene. Og i Durban vedtog regeringerne ’The Durban Platform’, som skulle danne grundlaget for de efterfølgende COP-møder med henblik på etablering af en endelig klimaaftale i 2020.