Den Europæiske Centralbank. Se Euro.

(Conseil des questions économiques et financières), Rådet for EU’s økonomi- og finansministre, der mødes ca. en gang om måneden for at diskutere økonomiske og finansielle spørgsmål. Med den fælles mønt euroen og samarbejdet på det økonomiske område har ECOFIN fået en stigende betydning. Kun deltagerlande i euro-samarbejdet deltager i forhandlinger vedr. euroen. Møderne i ECOFIN forberedes i det økonomiske og finansielle udvalg (EFC), der består af topembedsmænd fra medlemslandenes regeringer og nationalbanker.

Et samlet udtryk for den danske krones kurs over for andre valutaer, hvor disses kurser tildeles vægt efter deres betydning for den danske udenrigshandel.

Forrentningen af en obligation med en given pålydende rente, når man tager hensyn til obligationens kurs (se direkte rente) og obligationens chance for at blive udtrukket og dermed tilbagebetalt til kurs 100 inden dens endelige udløbsdato. Den effektive rente er altså lidt højere end den direkte rente.

Indretningen af økonomien siges at være efficient, hvis de knappe ressourcer bruges på den mest effektive måde, og derved giver det størst mulige udbytte (den samlede samfundskage bliver størst mulig med de ressourcer, der er til rådighed).
Den klassiske økonomiske velfærdsteori knytter samfundsmæssig efficiens til markedsmekanismen under fuldkommen konkurrence. Ved indskrænkninger i konkurrencen eller i andre situationer, hvor markedsmekanismen ikke fungerer perfekt, vil der ikke længere automatisk opnås efficiens i produktionen.

European Financial Stabilisation Mechanism. På dansk: Den europæiske finansielle stabilitetsmekanisme. EFSM blev vedtaget af Det Europæiske Råd i maj 2010 og etableret som en fælles EU-mekanisme, der omfatter alle 27 EU-lande. EFSM har en udlånskapacitet på 60 mia. euro. Mekanismen fungerer ved, at Europa-Kommissionen kan optage lån på finansmarkederne med sikkerhed i EU-budgettet. Disse lån kanaliseres videre til de kriseramte medlemslande. De enkelte EU-lande bidrager altså ikke direkte til disse lån, men indirekte via deres bidrag til EU-budgettet. 

Et statistisk begreb for 2. generationsindvandrere.

Se Sociale ydelser.

Den mængde af en vare eller en serviceydelse som køberen ønsker at betale for. Efterspørgslen er afhængig af flere forhold bl.a. prisen. Det afspejles i efterspørgselskurver, der normalt er faldende fra venstre mod højre i et diagonalsystem, der viser pris op ad Y-aksen og mængde ud ad x-aksen. Eksempler på efterspørgselskurver kan findes i ”Økonomi ABC” (Columbus 2009) s. 21. og ”Økonomibogen” (Columbus 2018) s. 29ff.

Den samlede efterspørgsel vil have betydning for konjunkturudviklingen. Den samlede indenlandske efterspørgsel vil man søge at regulere gennem finanspolitik.

Angiver hvor påvirkelig den efterspurgte mængde er af forskellige faktorer. Se Elasticitet.

Prisstigninger der stammer fra en stigende efterspørgsel (i modsætning til omkostningsinflation).

Se Regnskabsbegreber.

Omfatter forskellige typer af indbrud, tyveri, røveri, hæleri, svig, afpresning og åger. Desuden forskellige typer af bedrageri og dokumentfalsk, groft skattesvig, hærværk og brandstiftelse.

En eksklusivaftale er en aftale mellem en arbejdsgiver og en lønmodtagerorganisation, hvorefter arbejdsgiveren forpligter sig til kun at ansætte medarbejdere, der er eller lige efter ansættelsen bliver medlemmer af en bestemt organisation.

Se Makroøkonomiske modeller.

Se Finanspolitik.

Begrebet bruges af sociologen Anthony Giddens til at karakterisere et centralt element i det senmoderne samfund, nemlig at vi konstant omgiver os med og er afhængige af kolossale vidensmængder og højt avanceret teknologi. Som eksempel kan nævnes, at vi sætter os ind i toget og er afhængige af de avancerede computerstyrede overvågningssystemer, der regulerer togdriften. Det medfører iflg. Giddens, at tillid kommer til at spille en central rolle i det senmoderne samfund.

En stigning i f.eks. befolkningstallet er eksponentielt, hvis den procentvise stigning pr. år er konstant. I modsætning hertil taler man om en lineær stigning, hvis stigningen i det absolutte antal er konstant.

Den andel af et lands BNP der eksporteres. Den er normalt højere for små lande end for store lande.

Eksport er salg og udførsel af varer og tjenester til udlandet.

Eksportsubsidier er et andet ord for eksportstøtte. Eksportsubsidier kendes f.eks. fra EU’s landbrugspolitik.

Se Adfærd.

Når produktionen i den enkelte virksomhed påfører andre økonomiske fordele eller ulemper, uden at det indgår i opgørelsen af produktionens værdi eller påvirker virksomhedens overskud, er der tale om eksterne virkninger eller eksternaliteter. Bruges f.eks. i forbindelse med miljøeffekten af en given produktion. I forbindelse med personer og virksomheder, der slipper gratis fra negative eksterne virkninger, snakker man om free riding.

Politisk arbejde uden for de officielle repræsentative magtorganer. Begrebet bruges oftest om aktivisters forsøg på at lægge politisk pres på de valgte politiske repræsentanter ved medieegnede aktioner.

Udbud og efterspørgsel kan være mere eller mindre elastisk. Elasticiteten afhænger af, hvor meget udbud og efterspørgsel påvirkes, målt i mængder, hvis andre faktorer ændres såsom prisen på varen. Er priselasticiteten lav, vil det sige, at en stigende pris kun vil føre til et lille fald i den efterspurgte mængde. Ud over priselasticitet er nogle analyser optaget af indkomstelasticitet, altså hvor meget forbruget i mængder stiger, hvis indkomstniveauet stiger. Se ”Økonomibogen, 2. udgave” (Columbus 2018) s. 41ff.

Empiri er data, der indsamles gennem studiet af virkeligheden.

Se PJ.

Engrosprisindekset kaldes også: Prisindeks for indenlandsk vareforsyning. Formålet med dette indeks er at belyse udviklingen i førstegangsomsætningen af varer – dvs. producenternes og importørernes salgspriser eksklusiv moms og indenlandske punktafgifter men inklusiv told og importafgifter.

Dansk politisk parti, der opstod i 1989 som en samling af de ældre venstrefløjspartier Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Venstresocialisterne (VS), Socialistisk Arbejderparti (SAP) og siden også Kommunistisk Arbejderparti (KAP). Listen, der kæmper for et socialistisk demokrati og er imod dansk deltagelse i EU og NATO, har fastholdt en parlamentarisk platform til venstre for SF. Partiet har især haft sin vælgerbasis blandt yngre vælgere i København og andre storbyer, og har først i de senere år fået en bredere vælgertilslutning og dermed erobret pladsen som ledende venstrefløjsparti.

Dette indeks udtrykker tilnærmelsesvis forholdet mellem de gennemsnitlige enhedsværdier (priser pr. enhed) i det pågældende år og i basisåret.

Kommunikation, der kun går én vej. F.eks. fra afsender til modtager uden mulighed for feedback. Massekommunikation, som f.eks. reklamer, er oftest envejskommunikation. Se Kommunikation.

Angiver, hvor stor en del af en given befolkningsgruppe i den erhvervsaktive alder, der er med i arbejdsstyrken.

Indgår i de strukturpolitiske instrumenter. Erhvervspolitikken sigter mod at påvirke de enkelte virksomheder eller branchers vilkår. Erhvervspolitikken kan deles op i (a) skattemæssige tiltag (afskrivningsregler, virksomhedsskatteordninger m.m.) (b) finansielle tiltag (låneordninger, tilskud, offentlig aktiekapital m.m.) (c) servicebistand af teknisk karakter, uddannelse eller lignende.

Produktionens og/eller beskæftigelsens fordeling på erhverv og brancher.

ERM-2-samarbejdet (Exchange Rate Mechanism) er et fastkurssamarbejde mellem euro-området og Danmark. Det danske udsvingsbånd er på +/- 2,25 %. Hvis valutakursen bevæger sig ud på en af de fastsatte udsvingsgrænser, er ECB og Nationalbanken forpligtet til at holde kursen indenfor udsvingsbåndet.

Et politisk system hvor folkerepræsentationen (parlamentet) kun består af én forsamling, som det er tilfældet med f.eks. Folketinget i Danmark. I modsætning til tokammersystemer som f.eks. i Storbritannien (Over- og Underhuset), Tyskland (Forbundsdagen og Forbundsrådet) eller USA (Senatet og Repræsentanternes Hus).

Politisk system hvor magten er samlet hos ét parti – enten formelt og officielt som i mange autoritære og totalitære systemer – eller faktisk – i systemer hvor det regerende parti ingen effektiv konkurrence har. De sidstnævnte tilstande er sjældent stabile over lang tid eller dækker over reel fraktionering af det altdominerende parti.

Tilhørsforhold til en etnisk gruppe. Medlemmerne af en sådan gruppe kan påberåbe sig deres særlige etnicitet. Det kan medvirke til at skabe solidaritet og gruppefølelse indadtil og lukkethed udadtil.

Etniske grupper, dvs. grupper med særlige kendetegn knyttet til kulturelle forhold som sprog, religion, påklædning, madlavning m.m. har en etnisk identitet i den udstrækning, at gruppens medlemmer opfatter sig selv som tilhørende en særlig etnisk gruppe.

En etnisk gruppe er en gruppe med en fælles identitet knyttet til kendetegn som sprog, kultur og religion. Når syn på og holdning til andre personer og grupper er bestemt af de ”etniske briller”, man har på dvs. de forestillinger, man har om normal og rigtig adfærd mv. knyttet til ens egen etniske gruppes normer og kultur, er der tale om etnocentrisme. Når forestillingerne om andre grupper bliver meget forenklede og uden hensyntagen til individuelle forskelle, taler man om stereotyper og fordomme. Om holdninger er bestemt af etnocentrisme, kan være svært at afgøre præcist.

Se Antropologi.

Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation, ETUC (European Trade Union Confederation), blev oprettet i 1973 for at varetage lønmodtagernes interesser på europæisk plan, dels i forhold til europæiske organisationer som EF/EU og dels som modstykke til arbejdsgivernes organisering på europæisk plan (se UNICE). Organisationens medlemmer er 82 nationale faglige sammenslutninger fra 34 europæiske lande, heraf tre fra Danmark (LO, AC og FTF) og 11 europæiske sammenslutninger af lønmodtagere. Organisationen repræsenterer medlemmer fra hele Europa, men i den daglige politik er der især fokus på udviklingen inden for EU.

Den Europæiske Landbrugsfond (Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, efter de franske forbogstaver også kaldet FEOGA), blev oprettet i forbindelse med den fælles landbrugspolitik (PAC) i 1962 for at sikre forsyninger, indtægter i landbruget og prisstabilitet. Fonden er delt op i to sektioner: Garantisektionen sikrer prisstabilitet på landbrugsvarer ved hjælp af prisstøtte, opkøb og salg af landbrugsvarer. Den anden sektion, udviklingssektionen (også kaldet landbrugsstrukturfonden), skal ved hjælp af støtte til landbrugssektoren fremme tilpasning og modernisering af EU’s landbrug. Omkostningerne til den fælles landbrugspolitik udgjorde i 1980 over 2/3 af EU’s budget, men er i dag lidt under halvdelen af budgettet.

Euroen er en del af Den Økonomiske og Monetære Union, ØMU. Euroen er fælles valuta for i alt 17 EU-lande: Belgien, Finland, Frankrig, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal, Spanien, Tyskland, Østrig samt Grækenland, der indtrådte 1. januar 2001. Slovenien fik fastlåst sin valuta, Tolar, til euroen i juli 2006 og er indtrådt i eurozonen 1. januar 2007. Cypern og Malta indtrådte i eurozonen 1. januar 2008, og Slovakiet 1. januar 2009. 1. januar 2011 indtrådte Estland i eurozonen. Letland indtrådte 1. januar 2014 – og Litauen 1. januar 2015. En række såkaldte tredjelande (Monaco, Vatikanstaten, San Marino og Andorra) har indgået aftale med EU om ligeledes at bruge euroen som ”national valuta” – og endelig bruges euroen som de facto valuta i Kosovo og Montenegro. Målsætningen for Den Europæiske Centralbank, ECB, er at sikre stabile priser i euro-området. ECB kan også støtte eurolandenes generelle økonomiske politikker – f.eks. med henblik på at sikre høj vækst og beskæftigelse – hvis dette kan ske, uden at målet om lav inflation bringes i fare. ECB og eurosystemet varetager ud over pengepolitikken også forskellige andre opgaver, der er typiske for centralbanker.
De vigtigste organer i ECB er: Direktionen, Styrelsesrådet og Det Generelle Råd. ECB’s direktion har ansvaret for den daglige ledelse og gennemførelsen af de pengepolitiske beslutninger. ECB’s direktion består af 6 personer, der vælges for en otteårig periode. Styrelsesrådet er ECB’s øverste besluttende organ, som består af alle medlemmerne af direktionen og centralbankcheferne fra de lande, der har indført euroen. Det er Styrelsesrådet, der fastlægger euro-områdets fælles pengepolitik.  

Medlemmer: 751 medlemmer, heraf 14 fra Danmark. Valgt ved direkte valg for 5 år, nuværende 2019-2024. Ved valget 22. - 25. maj 2014 deltog 51% af de stemmeberettigede vælgere i hele EU. Parlamentet er delt op i 9 politiske grupper (se tabel 11.3). Hertil kommer et antal løsgængere.
Kompetence: Afhængigt af forslagets karakter skal Parlamentet enten høres eller har medindflydelse på forslag (se beslutningsprocedurer). Parlamentet skal desuden godkende EU’s budget og Kommissionen, og Parlamentet kan afsætte Kommissionen med et mistillidsvotum. Med forfatningsforslaget, vedtaget på topmødet i juni 2004 og senere med Lissabon-traktaten, øgedes parlamentets beføjelser.

Europarådet har 47 medlemslande med hovedsæde i Strasbourg, seneste medlemsland er Montenegro. Hviderusland er det eneste europæiske land, som står udenfor. Rådet blev oprettet i 1949 af 10 vesteuropæiske lande – herunder Danmark - og består af en parlamentarisk forsamling og et ministerråd, der kan vedtage henstillinger til regeringerne. Mens Europarådet oprindelig var tiltænkt en central rolle i det europæiske samarbejde efter krigen, blev det i stedet menneskerettighedsspørgsmål, der blev Europarådets vigtigste område. De deltagende lande forpligtede sig med underskrivelsen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i 1950 til at overholde visse fundamentale menneskerettigheder. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg blev oprettet i 1958, og er rådets juridiske organ, som alle de europæiske landes borgere kan indbringe krænkelser for. Domstolens afgørelser plejer at blive respekteret i de pågældende lande. Trods navneligheden har Europarådet intet med EU og dets institutioner at gøre.

Et af Folketingets stående udvalg med 17 medlemmer og 11 suppleanter. Udvalgets væsentligste funktion er forud for møder i Ministerrådet at godkende de danske ministres forhandlingsoplæg (mandat). Udvalget hed indtil 1994 Markedsudvalget og er ved siden af Finansudvalget et af de vigtigste udvalg i Folketinget.

Institutionen blev oprettet i 1995. Enhver borger i hele EU har ret til at klage til ombudsmanden, som kan efterforske fejl eller ulovligheder i Kommissionen, Ministerrådet, Parlamentet og resten af EU’s institutioner og agenturer.

Det Europæiske Råd er den institution i EU, som indebærer, at stats- og regeringscheferne mødes med jævne mellemrum for at drøfte sager og overordnede politiske beslutninger for EU. Derudover deltager formanden for Det Europæiske Råd (2020: Charles Michel) og formanden for Europakommissionen (2020: Ursula von der Leyen). Kompetence: Fastlægger den overordnede politik i EU bl.a. med hensyn til ændringer af traktaten og udvidelse. Derudover prøver de at nå til enighed om de spørgsmål, der ikke er blevet løst på de ”lavere” niveauer. Beslutningsformer: Enstemmighed. Se i Økonomisk politisk oversigt om Topmøde i det europæiske råd 17.-21.juli 2020.

Bankunionen skal sikre, at banksektoren i euroområdet ikke kommer i så alvorlige problemer igen, som det blev set under finans- og gældskrisen, hvor flere medlemslande måtte bruge store offentlige summer på at forhindre en række store bankers kollaps.
Bankunionen består af tre elementer:
1) Fælles regler for bankerne. 2) Fælles tilsyn med bankerne. 3) Fælles afvikling af banker.
Lidt forenklet går bankunionen altså ud på, at en central EU-myndighed holder øje med, om bankerne overholder de fælles regler. Hvis en bank kommer i vanskeligheder, er der også en overordnet EU-myndighed, der lægger en plan for, hvordan banken kan afvikles og lukkes ned.
Eurolandene skal deltage i bankunionen, hvorimod de øvrige EU-lande selv kan vælge, om de ønsker at deltage. De fælles regler for bankerne gælder dog for alle EU-landene. Det fælles tilsyn har været på plads siden november 2014, og den fælles ramme for afvikling af banker startede op den 1. januar 2016.

EU’s årlige budget vedtages i fællesskab af politikerne i Europa-Parlamentet og EU-landenes regeringer i Ministerrådet. Kommissionen kommer med forslaget til EU-budgettet og vedtagelsen sker efter én behandling i både Europa-Parlamentet og Ministerrådet. Hvis de to institutioner ikke kan blive enige, indkaldes et såkaldt forligsudvalg. Hvis man her kan forhandle et kompromis på plads, skal det kun godkendes af Europa-Parlamentet og Ministerrådet for at blive vedtaget. Hvis ikke, bliver forslaget forkastet, og Kommissionen må lave et nyt. Traditionelt har budgettet været en politisk kampplads, hvor Europa-Parlamentet og Ministerrådet har udkæmpet store slag om, hvad EU’s penge skal bruges til og især, hvordan de bliver brugt inden for landbrugspolitikken. EU bruger sine penge på en lang række forskellige politikker i EU – f.eks. inden for landbrug, forskning og udvikling – og på at hæve velstandsniveauet i EU’s mindre velstående lande. Desuden bruger EU penge på udviklingsstøtte og humanitær bistand til lande uden for EU. EU’s bevillinger til at dække de forskellige udgifter på budgettet opgøres i henholdsvis forpligtelsesbevillinger og betalingsbevillinger. Forpligtigelserne er løfter om betalinger, som ikke nødvendigvis bliver udbetalt i det pågældende år, men som typisk strækker sig over flere år. Betalingerne er derimod de faktiske beløb, der kan udbetales fra EU-budgettet i et givent år.
Pengene til EU’s budget kommer primært fra EU-landene, men de tilhører EU og kaldes derfor EU’s egne indtægter.

EU-budgettet finansieres fra følgende kilder:

1) En andel af hvert lands bruttonationalindkomst (BNI) alt efter deres velstand.
2) Told på import fra lande uden for EU.
3) En mindre del af den moms, som opkræves af hvert EU-land.
4) Fra og med 2021 et bidrag baseret på mængden af ikke-genanvendt plastemballageaffald i hvert land.
5) Andre indtægter, herunder bidrag fra tredjelande til visse programmer, morarenter og bøder samt eventuelle overskud fra det foregående år.

1952, jul. EKSF-traktaten træder i kraft (Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab). 1958, jan. EF-traktaterne (Rom-traktaten) træder i kraft. 1966, jan. Luxembourg-forliget indgås om vetoret i sager med ”vitale interesser”. 1972, okt. ja ved dansk folkeafstemning om indtræden i EF. 1973, jan. Danmark, England og Irland indtræder i EF. 1981, jan. Grækenland bliver EFs 10. medlemsland. 1986, jan. Spanien og Portugal optages i EF som medlem nr. 11 og 12. 1986, feb. ja ved dansk vejledende folkeafstemning om EF-pakken (Europæisk Fælles Akt). 1991, dec. Maastricht-traktaten om etablering af Den Europæiske Union (EU) underskrives. 1992, jun. Maastricht-traktaten forkastes ved en folkeafstemning i Danmark. 1992, dec. Edinburgh-aftalen. Fire danske undtagelser til Maastricht-traktaten. 1993, maj, ved folkeafstemning i Danmark accepterer vælgerne Maastricht-traktaten med de fire forbehold. 1993, okt. Maastricht-traktaten træder i kraft og navnet ændres fra De Europæiske Fællesskaber (EF) til Den Europæiske Union (EU). 1994, nov. ved en folkeafstemning afviser nordmændene optagelse i EU. 1995 jan. indtræder Finland, Sverige og Østrig i EU, der dermed består af 15 lande. EU vedtager udvidelsen af EU på topmødet i København med ti nye lande til maj 2004: Polen, Tjekkiet, Ungarn, Slovakiet, Litauen, Letland, Slovenien, Estland, Cypern og Malta. 2007, apr. 1. jan. optages Bulgarien og Rumænien i EU. 2009 vedtages Lisabontraktaten. Lisabontraktaten medførte bl.a. at Det Europæiske Råd (bestående af regeringscheferne) fik en fast formand, og at EU fik en udenrigspolitisk chef. 2013, 1. jul. optages Kroatien. Se mere i økonomisk-politisk oversigt.

Den form for folkelig indflydelse der er kendetegnet ved fravalg af et tilbud til fordel for noget andet, f.eks. fravalg af folkeskolen til fordel for privatskoler. Det kaldes til tider at ”stemme med fødderne” og svarer til den almindelige forbrugeradfærd på varemarkedet. Sammenlign også med begrebet "voice".

Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde omfatter EU-landene plus Norge, Island og Lichtenstein og indebærer, at de tre lande udenfor EU er med i det indre marked med fri bevægelighed for industrivarer, arbejdskraft og kapital. De tre lande deltager ikke i beslutningerne vedr. det indre marked og kan vælge ikke at deltage i dele af samarbejdet.