Stemmeprocenten ved et valg i Danmark udregnes som afgivne stemmer (både gyldige og ugyldige) i pct. af vælgere.

Ved nogle valg har de opstillede partier og lister mulighed for at indgå valgforbund. Det indebærer at deres stemmer i første omgang lægges sammen som var de ét parti inden mandaterne fordeles efter en forholdstalsmetode. De mandater som valgforbundet således vinder, fordeles i anden omgang mellem valgforbundets partier og lister efter samme metode. I Danmark er det muligt at indgå valgforbund ved kommunale valg og valg til Europa-Parlamentet, men ikke ved valg til Folketinget.

Den metode man anvender i et indirekte demokrati til at udvælge folkets repræsentanter i parlamentet. Overordnet skelnes mellem to grundprincipper: Forholdstalsvalg og flertalsvalg i enkeltmandskredse.

I moderne demokratisk praksis er det en fast antagelse, at valgretten skal være lige og almindelig. Det vil sige at alle skal have stemmeret og at alle stemmer skal tælle lige meget – princippet om én mand én stemme. I demokratiets udviklingshistorie var der mange indskrænkninger i den almindelige valgret. Den gjaldt ikke for kvinder og ofte heller ikke for mænd uden egen husstand eller som var afhængige af offentlig hjælp. De blev ikke anset for selvstændige og myndige personer. Umyndige børn og umyndiggjorte borgere har fortsat ikke valgret. Fra tidligere tider kendes også flere eksempler på ulige valgret i forskellige former. Mest almindeligt ved at valgretten til det ene kammer i et tokammersystem var mere begrænset end den var til det andet kammer – privilegeret valget. Således var det med Landstinget over for Folketinget i den danske Rigsdag før grundloven i 1953 afskaffede Landstinget. En anden måde at arbejde med ulige valgret er at give et mindretal af en given størrelse ret til at blokere for en flertalsbeslutning – kvalificeret flertal.

Når man i en samfundsvidenskabelig undersøgelse sikrer sig, at det man faktisk måler, f.eks. ved hjælp af et spørgeskema, også er dét, som man har haft til hensigt at måle, siger man, at undersøgelsen har en høj validitet eller gyldighed.

.

Valutakurserne er opgjort som et gennemsnit af de i månedens løb noterede middelkurser. Den effektive kronekurs beregnes af Nationalbanken som et vejet gennemsnit af kursændringerne overfor vores vigtigste handelspartneres valutaer. Et fald i den effektive kronekurs er udtryk for en forringelse af kronens værdi. En stigning i kronekursen i forhold til andre valutaer kaldes revaluering, et fald kaldes devaluering. Undertiden bruges udtrykket appreciering om en glidende revaluering og depreciering om en glidende devaluering. 

Den økonomiske politik der vil påvirke konkurrenceevnen og den økonomiske aktivitet ved at ændre valutakursen. Nedskrivning af en valutas værdi (devaluering) forbedrer priskonkurrenceevnen for landets virksomheder, forøger den økonomiske vækst og forringer reallønnen. En opskrivning af en valutas værdi (revaluering) virker lige omvendt.

Se International likviditet. 

Se Folketingsvedtagelse.

Der er mange måder at måle det enkelte individs velfærd på. Man kan fokusere på de materielle goder (velstand) individet har til rådighed, man kan også måle på i hvilken udstrækning individet får opfyldt sine grundlæggende behov. Den finske sociolog Erik Allardt skelner mellem tre typer velfærdsbehov:

1. Behovet for materielle goder, f.eks. mad, tøj og bolig.
2. Behovet for venskab, fortrolighed deltagelse i sociale sammenhænge o.l. 
3. Behovet for personlig udvikling, udfoldelse og social anseelse.

Se den Selektive, Residuale og Universelle model.

Betegner en statsform, hvor man politisk har besluttet at sikre alle borgere visse grundlæggende sociale rettigheder, navnlig ret til forsørgelse, når man ikke kan forsørge sig selv eller forsørges af andre, til sundhedspleje og til uddannelse i et eller andet omfang. Velfærdsstaten er vokset frem i Europa gennem 1900-tallet og især udbygget under efterkrigstidens højkonjunktur. Politisk har den navnlig været båret af arbejderbevægelsen og af socialdemokratiske kræfter med tilslutning fra socialliberale og socialkonservative. I dag har stort set alle økonomisk udviklede lande i et eller andet omfang opbygget velfærdsstater. Man skelner mellem flere typer af velfærdsstater: Den residuale model sigter alene på de svage grupper, der ud fra et trangskriterium får en begrænset hjælp. Modellen findes bl.a. i USA. Forsikringsmodellen er en anden type velfærdsstat, der bl.a. findes i Tyskland og Holland. Ydelserne er her primært baseret på tvungen social forsikring finansieret af den enkelte og dennes arbejdsgiver. Den universelle model er primært skattefinansieret og sigter på alle borgere. Den bruges især om den skandinaviske model, der også er kendetegnet ved meget omfattende sociale serviceydelser. Den skandinaviske model har desuden tilstræbt en højere grad af lighed i samfundet. 

Partiet opstod som en løs gruppe af parlamentarikere i den danske Rigsdag i de sidste årtier i 1800-tallet. I 1905 skilte Det Radikale Venstre sig ud, og Venstre antog efterhånden en mere fast form som et moderne masseparti, der især fungerede som klasseparti for de danske landbrugere. Partiet mistede i 1920’erne positionen som landets dominerende parti til Socialdemokratiet, men bevarede rollen som primært oppositionsparti og regeringsalternativ. Siden 1970’erne har Venstre gennemgået en fornyelsesproces, hvor en nyliberal politisk linje har tiltrukket yngre vælgere fra byerne. Efter 1998 slog partiet under den tidligere førende nyliberalist Anders Fogh Rasmussens ledelse ind på en midtsøgende linje, og ved valget i 2001 genvandt partiet både regeringsmagten positionen som Danmarks største parti. Ved valget i 2011 kom partiet igen i opposition, men var fortsat landets største parti. Denne position tabte partiet dog igen ved valget i 2015, hvor det til gengæld fik mulighed for at danne regering. Ved valget i 2019 gik Venstre frem, men mistede igen regeringsmagten. Se mere i økonomisk-politisk oversigt.

Se Højre- og venstreorienteret.

Se Populisme.

Begge institutioner er oprettet på baggrund af en konference i 1944 i den lille amerikanske by Bretton Woods og er formelt en del af FN-systemet. Verdensbankens officielle navn er International Bank for Reconstruction and Development (IBRD), og den blev oprettet i 1946 for gennem koordinering, rådgivning og især långivning at kunne bidrage til økonomisk udvikling og vækst. I bankens første år var det de lande, der var ødelagt af 2. Verdenskrig (herunder Danmark), der modtog hjælp i form af lån. Senere har bankens udlån været anvendt til projekter i ulande. Banken finansierer sin långivning gennem indskud fra medlemslandene og ved optagelse af lån på det internationale marked. IMF (International Monetary Fund), den internationale valutafond, trådte i funktion i 1947 og skulle på baggrund af de dårlige erfaringer fra mellemkrigstiden med ustabile valutaer søge at sikre et valutasystem, der fremmede samhandel og vækst. Indtil 1971 byggede valutasystemet på en fast kurs mellem guld og amerikanske dollars, der så igen havde en fast kurs over for de øvrige vestlige valutaer. Dette blev kaldt Bretton Woods-systemet. Da dette system brød sammen i 1971-73, og valutakurserne blev flydende, blev valutafondens vigtigste opgave at yde lån til lande med betalingsbalanceproblemer. Det er i stigende grad kommet landene i Østeuropa og den tredje verden til gode. I Verdensbankgruppen er der yderligere nogle specialiserede institutioner: Den Internationale Udviklingssammenslutning (IDA), der er bankens lånefond til de fattigste lande med et BNP pr. indbygger på under $895 samt Den Internationale Finansieringsinstitution (IFC), der investerer i og yder lån til private virksomheder. 

Den form for folkelig indflydelse der er kendetegnet ved aktiv personlig deltagelse i en proces, f.eks. i en brugerbestyrelse eller i den offentlige debat. Sammenlign også med begrebet exit.

Økonomisk vækst er der tale om, når økonomien er præget af en voksende produktion. En vækst på 2 % udtrykker en stigning i bruttonationalproduktet i forhold til det foregående år på 2 %. Den økonomiske vækst skal gerne være større end væksten i befolkningen, hvis den skal medføre en stigende velstand. 

Hvad man generelt sætter pris på i en bestemt kultur, f.eks. m.h.t. menneskelig adfærd, egenskaber og holdninger.

Værdipolitik eller “ny politik” opstilles ofte som en ny politisk dimension, der går på tværs af den klassiske fordelingspolitiske venstre-højre-skala. Partierne fordeler sig anderledes på denne skala, der kan ses som udtryk for, at postmaterielle værdier tillægges større betydning i de højtudviklede og velhavende senmoderne samfund. Fordelingspolitikken har sin rod i det industrielle velfærdssamfund og knytter sig til fordelingen af velfærdsgoder og skattebyrden mellem de forskellige befolkningsgrupper. Væsentlige værdipolitiske emner er miljø, retspolitik, udlændinge og integration. 

En opgørelse af produktionens størrelse i et land, et erhverv, en branche eller en virksomhed består i en opgørelse af værdien af de varer og tjenester der produceres/sælges minus de varer og tjenester, der er indgået som input til produktionen. F.eks. køber en tv-fabrik elektronik, finerplader og andet materiale, der indgår i produktionen. Værditilvæksten sker ved at anvende disse elementer og andre i en produktionsproces, der ender op med et produkt, der er mere værd end det, der indgik i processen. Hjælpestoffer som energi o.l. regnes også med som input. I nationalregnskabet opgøres værditilvæksten for hele landet og for delsektorer på forskellig måde, først og fremmest ved begreberne bruttonationalproduktet (BNP), bruttoværditilvækst (BVT) og bruttofaktorindkomst (BFI).

Se Konkurrencestat.

Verdenshandelsorganisationen (World Trade Organization) har til formål at fremme verdenshandelen gennem reduktion af told og importbegrænsninger. Siden organisationens oprettelse i 1947 har den arbejdet for en liberalisering af verdenshandelen. I 1997 vedtoges en liberalisering indenfor telekommunikation, informationsteknologi og finansmarkedet. WTO er knyttet til FN-systemet og har 164 medlemslande (2016)