Nye skilsmisseregler
20. december 2018
Fra 1. april 2019 vil det blive obligatorisk med en separationsperiode på tre måneder for ægtepar, der har børn sammen. Det er et af punkterne i den nye skilsmisselov, der blev præsenteret i dag. Ægtepar uden børn vil stadig kunne blive skilt med det samme. Før 2013 skulle forældre være separeret i seks måneder, før de kunne blive skilt. Denne regel blev ophævet tilbage i 2013, hvor man indførte muligheden for at blive skilt på nettet ved hjælp af NemID og 420 kroner. Dette var gældende for alle ægtepar, uanset om de havde børn sammen eller ej. Fremover skal der indføres familieretshuse, der vil varetage behandlinger af skilsmissesager fremfor statsforvaltningen. Dette giver én indgang til skilsmissesystemet, hvilket sikrer en hurtigere og mere smidig sagsbehandling. Sådan som reglerne er i dag, er det som regel moderen, der får tildelt den offentlige børnecheck efter en skilsmisse. Sådan vil det ikke nødvendigvis være fremover, hvor et nyt system skal sikre, at forældre får ens rettigheder. Fremover vil forældre med fælles forældremyndighed kunne modtage halvdelen af børnechecken hver. Hvis forældrene kan blive enige, vil de også kunne dele barnets bopæl imellem. (Enstemmigt).