Medieaftale 2019-23

29. juni 2018 

Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået en ny medieaftale for perioden fra 2019 til 2023. Hovedpunkterne: DR skal spare 20% frem mod 2023. DR skal have færre kanaler, antallet af flow-tv-kanaler reduceres fra 6 til maksimalt 4. Licensen bliver gradvist omlagt til skat. Radio 24syv flyttes til Vestdanmark. Der oprettes en ny radiokanal og en ny tv kanal med fokus på kultur og folkeoplysning. TV-kanalen får et offentligt tilskud på 50 millioner og adgang til reklameindtægter. Hovedsædet placeres vest for storebælt. Public servicepuljen øges gradvist fra 35 millioner kr. til 101 millioner kr. Filmstøtten øges med 120 millioner kr.

Medielicensen afskaffes

29. november 2018

Der gennemføres en gradvis afskaffelse af medielicensen over perioden 2019-2022, så medie- og filmformål, der hidtil har været licensfinansierede, fra 2022 finansieres fuldt ud over finansloven.  

Med lovforslaget specificeres det, at DR og de regionale TV 2-virksomheder finansieres via tilskud fra staten, ligesom dette i praksis også vil være tilfældet for øvrige hidtidige modtagere af licens. I en overgangsperiode frem til den 31. december 2021 vil DR og de regionale TV 2-virksomheder delvis fortsat være finansieret af deres andel af licensafgifterne. I takt med nedsættelsen og bortfaldet af medielicensen gennemfører lovforslaget en mindre regulering af personfradraget for alle, der er fyldt 18 år. Der indføres en ny mediecheck til pensionister, som i dag er berettiget til nedsat licens, og en undtagelse af mediechecken fra husstandsindkomsten ved beregning af boligstøtte.

(For: B, C, O ,V, I Imod: A, F, Ø, Å).

Forlængelse af tilladelse til distribution af antenne-tv

31. marts 2020

Lovforslaget har til formål at indføre adgang for kulturministeren til kortvarigt at forlænge den nuværende tilladelse til Boxer A/S til distribution af antenne-tv. Formålet med forlængelsen af tilladelsen er at sikre, at antenne-tv-seere, som typisk er ældre borgere, i den aktuelle akutte situation med COVID-19 epidemien undgår at blive mødt med ”sort skærm” ved udgangen af marts 2020. Det er hensigten at forlænge brugen af frekvenserne til antenne-tv frem til og med den 1. juni 2020.

(Enstemmigt)

Ændring af lov om ophavsret

3. juni 2021

Lovforslaget har som hovedformål at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/789 og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790 om modernisering af ophavsretten set i lyset af udviklingen af digitale teknologier og især adgangen til at tilgå ophavsretligt beskyttet materiale via internettet.

Selvom det allerede efter de nugældende regler ikke er tilladt uden aftale at kopiere fx artikler og fotos fra netmedier, så indføres der med direktivet en særlig beskyttelse for udgivere af pressepublikationer. Ønsker en online tjeneste at anvende hele artikler eller uddrag af andre mediers artikler og journalistiske produktioner fx i form af de såkaldte snippets og thumbnails, så skal der indgås aftale med udgiveren/netmediet, og denne har ret til vederlag for udnyttelsen.

Direktivet har været stærkt kritiseret med påstande om, at det vil ødelægge internettet og begrænse ytringsfriheden på nettet.