Pesticider

18. januar 2018

Lovforslaget udmønter en del af aftalen af 21. april 2017 om en pesticidestrategi 2017-2021 mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti.

Formålet med lovforslaget er at styrke beskyttelsen af grundvandet mod forurening med pesticider. Lovforslaget indebærer forbud mod påfyldning og opblanding af pesticider og udvendig vask af pesticidsprøjter inden for boringsnære beskyttelsesområder, herunder på vaskepladser.

(For: A, B, C, F, I ,O, Ø, V).

Anlæg af vildsvinehegn

4. juni 2018

Forslaget skaber hjemmel til at etablere et vildsvinehegn langs den dansk-tyske landegrænse. Vildsvinehegnet skal opsættes for at hindre, at vildsvin kommer ind i Danmark fra Nordtyskland. Forslaget giver samtidig miljø- og fødevareministeren mulighed for ved ekspropriation at erhverve de arealer og ejendomme m.v., der er nødvendige for projektering, anlæg og vedligeholdelse af vildsvinehegnet. Lovforslaget er en del af en samlet pakke af tiltag mod afrikansk svinepest med henblik på at beskytte den danske eksport af svinekød.

(For: A,C, I ,O,V Imod: B, F, Å, Ø).

Udvinding af olie og gas

4. april 2019

Lovforslaget ændrer undergrundsloven, så det ikke fremover vil være muligt at få tilladelse til at efterforske og indvinde olie og gas på land og i de indre danske farvande. (Enstemmigt).

Energiaftale

29. juni 2019

Alle Folketingets partier indgår energiaftale. Hoved-punkterne er: 1. Opførslen af tre havvindmølleparker på samlet set mindst 2.400 MW frem mod 2030. 2. En pulje på 4 milliarder kroner til at udbygge produktionen af grøn biogas 3. En pulje på 500 millioner kroner skal fremme grøn mobilitet og transport. (Enstemmigt).

Styrkelse af arbejdsmiljøtilsynet

20. december 2019
Med lovforslaget vil Arbejdstilsynet fremover benytte nye risikomodeller i forbindelse med gennemførelse af tilsyn, og rådgivningspåbud ændres til kompetencepåbud, så der tages højde for virksomhedernes forskellige behov for kompetenceopbygning. Med lovforslaget skærpes bødeniveauerne for overtrædelser af arbejdsmiljøloven. Med lovforslaget øges Arbejdstilsynets adgang til data fra andre myndigheder ligesom Arbejdstilsynet i videre udstrækning får adgang til at videregive oplysninger til andre myndigheder. Desuden nedlægges Videncenter for Arbejdsmiljø. 

(Enstemmigt).

Klimaloven

18. juni 2020

Forslaget implementerer aftalen om en klimalov, der blev indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet.

Forslaget indeholder mål om en reduktion af drivhusgasudledningen på 70 pct. i 2030 i forhold til i 1990. Forslaget indeholder ligeledes et langsigtet mål om klimaneutralitet senest i 2050. Der etableres med forslaget en mekanisme, som medfører, at der hvert femte år skal fastsættes delmål med et tiårigt perspektiv. Et nyt delmål, der fastsættes, må ikke være mindre ambitiøst end det senest fastsatte delmål. Regeringen skal mindst hvert femte år og som minimum i forbindelse med fastsættelse af delmålene udarbejde en klimahandlingsplan med et tiårigt perspektiv. Der knyttes en handlepligt til bl.a. klimalovens målsætninger om 70 pct. reduktion i 2030 og det langsigtede mål om klimaneutralitet i senest 2050. Delmålene skal fastsættes efter inddragelse af Klimarådet. Med forslaget styrkes Klimarådet og gøres mere uafhængigt.

(For: A, B, C, F, O, V, Ø, Å Imod: D, I).

Naturbeskyttelse

25. juni 2020

Forslaget indfører et generelt forbud mod sprøjtning, gødskning og omlægning af naturarealer, der er beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3. Det gælder bl.a. visse heder, moser, enge og overdrev. Formålet med lovforslaget er at give naturen bedre vilkår på den del af de beskyttede naturarealer, der i dag lovligt kan sprøjtes, gødskes og/eller omlægges. Med forbuddet skabes der bedre levesteder og livsbetingelser for vilde dyr, planter og svampe på disse arealer, hvilket vil styrke biodiversiteten.

(For: A, B, D, Ø, Å  Imod: B, D, I, O, V) 

Bemyndigelse til udmøntning af nationale CO2-fortrængningskrav

29. april 2021

Lovforslaget giver klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om nationale CO2-fortrængningskrav, der omfatter udledninger fra de fossile brændstoffer; benzin, diesel og gas. Ministeren kan herunder fastsætte regler om anvendelse og størrelse af nationale CO2-fortrængningskrav.

Lovforslaget muliggør en gennemførelse af dele af den politiske aftale af 4. december 2020 om grøn omstilling af vejtransporten mellem regeringen (Socialdemokratiet), Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.

(For: A, B, Ø, Å Imod: C, D, I, O, V)  

Infrastrukturaftale til 161 mia. kr.

28. juni 2021.

Alle Folketingets partier er med i infrastrukturaftalen, som blev præsenteret mandag. Enhedslisten, SF og Alternativet sidder dog over på enkelte dele af aftalen, mens miljøeksperter er kritiske over for aftalens klimaregnskab og efterlyser flere oplysninger om CO2-udledningen.