22. december 2020
Finanslovforslaget fastlægger størrelsen og fordelingen af de samlede statslige udgifter og indtægter for finansåret 2021. Lovforslaget indeholder desuden overslag over statens udgifter for de efterfølgende 3 år.
For finansloven 2021 er udgangspunktet finanslovsaftalen fra 6. december, som blev indgået af regeringen, RV, SF, Enhedslisten og Alternativet. Hovedpunkterne var:
- Støtte til oplevelsesøkonomien, herunder restauranter og hoteller mv. på 750 mio. kroner.
- Omstillingsindsatser for 2 mia. kroner. Pengene skal bl.a. gå til omstilling af SMV’er i hårdt ramte områder, opkvalificering og målrettede uddannelsesindsatser, etablering af regionale vækstteams samt 110 pct. dagpengesats til ledige som uddanner sig til SOSU-assistent mv.
- Lempelse af BoligJob-ordningen for 2021 så loftet for serviceydelser hæves til 25.000 kr., og skatteværdien af fradraget øges til ca. 35 pct. for serviceydelser.
- Loftet for håndværksydelser hæves til 25.000 kr.
- 600 mio. kroner i alt til forlængelse af bredbåndspuljen samt en digitaliseringsfond, som kan bidrage til udviklingen af nye digitale løsninger, der kan understøtte beskæftigelse, konkurrenceevne samt grøn omstilling.
Udvalgte grønne initiativer:
Knap 3 mia. kroner til opfølgning på klimapartnerskabernes prioriterede anbefalinger. Det gælder bl.a.:
- Øgede puljer til udfasning af olie- og gasfyr
- Tilskud til grønne boligforbedringer
- Pulje til transport, herunder el-færger og ladestandere
- Tilskudspulje til energieffektivisering i offentlige bygninger
- Udtagning af lavbundsjorde
- 630 mio. kroner i alt til oprensning af generationsforureninger, som truer natur og miljø.Det gælder f.eks. Himmark Strand, Kærgård Klitplantage, det tidligere Grindstedværket, Høfde 42 og Cheminovas gamle fabriksgrund.
- Cykelpulje på 520 mio. kroner, som skal fremme grøn mobilitet og gøre det mere oplagt for borgere at vælge cyklen frem for andre transportformer.
Hertil kommer de præsenterede velfærdsinitiativer, som bl.a. omfatter et løft af ældreplejen, fremrykkede minimumsnormeringer og styrkede ungdomsuddannelser. Samlet set prioriteres velfærden med ca. 5 mia. kroner.
(For: A,B, C, F, V, Ø, Å Imod: D,I).