Stramning af sociale ydelser

30. november 2017

Optjeningsprincippet for børne- og ungeydelse og børnetilskud ændres, det nuværende krav om tilknytning til Danmark for at opnå ret til de fulde ydelser strammes, ved at optjeningsperioden på 2 års bopæl eller beskæftigelse inden for de seneste 10 år hæves til 6 år. Stramningen af optjeningsprincippet skal finansiere bandepakke III (se under kriminalitet).

(For: A, C, I, O, V Imod: B, F, Ø, Å).

Mere kvalitet i plejefamilier

13. december 2018

Lovforslaget har til formål at sikre mere kvalitet i plejefamilieanbringelser og samtidig medvirke til et kursskifte på området, der gør, at den indsats, børn i plejefamilier får, er tilstrækkelig tilpasset det enkelte barns konkrete behov. Lovforslaget har følgende hovedelementer: 

  • Indførelse af nye plejefamilietyper. 
  • Afskaffelse af konkrete, godkendte plejefamilier. 
  • Intensiv støtte til plejefamilier i starten af anbringelsen. 
  • Mere ensartet godkendelse af plejefamilier og et nyt vidensbaseret grundkursus for plejefamilier.

(Enstemmigt).

1. tilfælde af COVID-19

27. februar 2020

Første bekræftede danske tilfælde af COVID-19 smitte. En TV2-medarbejder, der har været på skiferie med sin familie, er blevet testet positiv for coronavirusset COVID-19.

Hastelov mod COVID-19

12. marts 2020

Folketinget vedtager vidtgående hastelov i kampen mod COVID-19. Samtlige af folketingets partier stemmer for. Loven giver blandt andet regeringen mulighed for at forbyde større forsamlinger og indføre forbud mod adgang til offentlige institutioner, supermarkeder m.fl.

 

 

Danmark lukker grænserne

14. marts 2020

Danmark lukker grænserne i kampen mod COVID-19. Det drejer sig både om den landfaste grænse i Sønderjylland mod Tyskland, Øresundsbroen og færgeforbindelser mod de skandinaviske nabolande og lufthavne med forbindelser til hele verden. Grænselukningen gælder også Grønland og Færøerne.

Forbud mod forsamlinger på over 10 personer

17. marts 2020

Regeringen forbyder forsamlinger på over 10 personer. Forsamlingsforbuddet gælder både i det offentlige og ved private arrangementer.

1. fase i genåbningen af præsenteres

6. april 2020

Regeringen åbner vuggestuer, børnehaver og skolen for de mindste børn. Efter nedlukningen som følge af COVID-19 starter første fase af genåbningen. Den omfatter vuggestuer, børnehaver og skolegang for 0. – 5. klasse. Ældre elever skal fortsat blive hjemme, og afgangsprøverne aflyses.

 

 

2. og 3. fase i genåbningen præsenteres

7.-8. maj 2020

Regeringen præsenterer planen for fase 2 af genåbningen. Der åbnes op for professionel idræt og idræt- og foreningsliv med det samme, mens detailhandlen og storcentre må åbne fra d. 11. maj. Fra 18. maj må en række yderligere institutioner og arbejdspladser åbne som del af fase 2 genåbningen, herunder biblioteker, efterskoler, caféer og folkekirken. Fase 3: Fra 8. juni bliver forsamlingsforbuddet hævet fra 10 personer til 30-50 personer, og derudover vil højskoler og kulturinstitutioner få lov til at åbne igen. Med det forbehold at smitteforholdene tillader det. Sådan lyder dele af den langsigtede plan for en fase 3 af genåbningen af Danmark, som regeringen og Folketingets partier er blevet enige om.

 

 

Epidemiloven

23. februar 2021

Lovforslaget sikrer, at myndighederne har de værktøjer, som måtte vise sig nødvendige til at sikre myndighedernes handlemuligheder og effektive ressourceudnyttelse med henblik på at beskytte samfundet og enkeltpersoner mod smitsomme sygdomme. Lovforslaget indfører bl.a. mulighed for at fastsætte foranstaltninger over for individer og regler om samfunds indgribende foranstaltninger. Der vil med lovforslaget ikke kunne fastsættes bestemmelser om påbud om vaccination. Lovforslaget indfører et krav om, at der skal ske forelæggelse for et folketingsudvalg før udmøntning af en række af lovens bemyndigelser til at fastsætte regler. Ministeren må ikke udstede reglerne, hvis et flertal i udvalget er imod. Der nedsættes en epidemikommission, der bl.a. skal afgive indstilling, før der kan udstedes regler omfattet af den parlamentariske kontrol. Bekendtgørelser der er omfattet af den parlamentarisk kontrol, skal forsynes med en udløbsklausul.

COVID 19: Nu er der en plan for udfasning af restriktioner

Juni 2021

Regeringen og aftalepartierne bag Aftalen om genåbning per 14. juni er blevet enige om en plan for genåbning af de sidste lommer af dansk erhvervsliv, som har været lukket ned eller underlagt restriktioner.

Som del af aftalen er der nu fremlagt planer for udfasning af arealkrav, mundbindskrav, krav om coronapasset og genåbning af nattelivet. Restauranter, barer, caféer mv. kan fra d. 11. juni holde åbent til kl. 24 med udskænkning hele aftenen. Endvidere er aftalepartierne enige om at iværksætte trin 3 i plan for afholdelse af større forsamlinger og arrangementer. Dermed kan f.eks. dyrskuer åbne for 10.000 gæster. Derudover er der enighed om, at restriktioner og retningslinjer generelt skal ensrettes og udfases.

Det betyder helt konkret, at dansk erhvervsliv nu har vished over køreplanen for genåbningen og samtidig, at der nu er forudsigelighed om udfasningen af restriktioner.